Data Scientist student
Vil du arbejde med data i et domæne, hvor kravene til korrekthed, sporbarhed og sikkerhed er markant højere end i de fleste andre?
Om jobbet
Advokatbranchen er i forandring. Data og teknologi er ikke længere noget, der ligger ved siden af forretningen - det er en integreret del af strategien og den måde, vi udvikler vores rådgivning, arbejdsgange og organisation på.
Derfor søger vi en Data Scientist, som vil være med til at omsætte store, ustrukturerede dokumentmængder til data, juristerne kan arbejde med. Du bliver en del af vores Legal Tech Operations afdeling og får en aktiv rolle i det datagrundlag, vores løsninger og sager bygger på - fra indsamling og klargøring af data til analyse og kvalitetssikring.
Vi leder efter en studerende med et solidt fundament i dataanalyse, statistik og interesse for programmering. Du behøver ikke kunne det hele fra dag ét. Hvis du har det rette udgangspunkt og den rette nysgerrighed, grundighed og drivkraft, vil vi meget gerne høre fra dig.
Om Legal Tech Operations
Legal Tech Operations er et lille, teknisk stærkt team af ingeniører, data scientists og økonomer, der bistår og udvikler løsninger til Bech-Bruuns juridiske afdelinger. Vi arbejder ofte tæt sammen med juristerne om konkrete sager med omfattende dokumentmængder, blandt andet inden for eDiscovery og digital forensics.
Eksempler på det arbejde, vi laver:
- Behandling af datarum og sagsmateriale på titusindvis af sider gennem parsing, OCR, deduplikering og strukturering, så vi hurtigere kan identificere relevante dokumenter og risici.
- Opbygning og vedligeholdelse af strukturerede datasæt over dokumenter, klausuler og tidligere identificerede juridiske fund.
- Analyse af store datamængder i eDiscovery-sager, hvor mønstre, tidslinjer og sammenhænge skal findes i e-mails, dokumenter, systemdata og økonomidata.
- Kvalitetsmåling af vores pipelines og modeller gennem gyldne dataset, stikprøver og systematisk evaluering.
- Rapportering og visualisering, der giver overblik over data i en sag eller på tværs af sager.
Om rollen
Som Data Scientist arbejder du med data hele vejen fra rå dokumenter til analyser og datasæt, som teamet bygger videre på. Det er en praktisk rolle, hvor du får rigtige data, rigtige sager og ansvar for konkrete opgaver.
Afhængigt af din profil og de aktuelle sager vil du blandt andet arbejde med:
- Dataindsamling og -klargøring: Udtræk, rensning, deduplikering og strukturering af store, heterogene dokumentsæt
- Databehandling i Python
- Analyse og statistik Eksplorativ analyse, mønstergenkendelse og stikprøvebaserede kvalitetskontroller på sagsdata og på output fra vores systemer.
- Datakvalitet og evaluering: Opbygning af gyldne dataset, annotering og måling af præcision og dækning i vores parsing-, søge- og klassifikationsløsninger.
- Rapportering og visualisering
Du får ansvar tidligt, men står ikke alene. Metodevalg, datamodeller og resultater diskuteres løbende med teamets ingeniører og data scientists, og du får løbende sparring på dit arbejde.
Din profil
Vi søger dig, der er i gang med en relevant uddannelse - for eksempel inden for data science, økonomi, statistik, matematik, datalogi eller lignende - og har mindst 2 år tilbage af dit studie. Du har lyst til at bruge dine faglige værktøjer på rigtige problemer i en organisation med høje kvalitetskrav.
Det vigtigste er, at du
- kan arbejde med data og har grundlæggende kendskab til Python.
- har et solidt fundament i statistik og dataanalyse og kan formidle dine resultater klart.
- arbejder systematisk, struktureret og med sans for detaljer - små fejl i data kan få store konsekvenser i en sag.
- kan håndtere fortrolige oplysninger ansvarligt.
- kan arbejde professionelt på dansk og engelsk.
Studieprojekter, egne dataprojekter og relevant erhvervserfaring er alle interessante. Kendskab til Git, eller Docker er et plus, men ikke et krav.
Praktisk
Stillingen er en studenterstilling på ca. 15-20 timer om ugen med fleksibel tilrettelæggelse omkring dit studie, herunder i eksamensperioder. Du arbejder fra vores kontor i København.
Derfor skal du søge
Hos Bech-Bruun bliver du en del af en organisation med høje faglige ambitioner, stærke specialister og komplekse juridiske problemstillinger. Kvalitet og grundighed er afgørende i rådgivningen, og det samme gælder det dataarbejde, vi leverer.
Du får mulighed for at arbejde med rigtige data fra rigtige sager og se dine analyser blive brugt af juristerne i praksis. Fordi du arbejder tæt sammen med dem, får du direkte feedback og en forståelse for, hvordan data skaber værdi i juridisk rådgivning.
Data og teknologi er et strategisk prioriteret område i Bech-Bruun. Teamet har adgang til de nødvendige cloudressourcer, værktøjer og juridiske specialister, og der er kort vej fra en idé til afprøvning på et reelt problem. Samtidig bliver du en del af et miljø, hvor du kan udvikle dig som data scientist gennem ansvar, faglig sparring og problemstillinger, der stiller høje krav til både metode, præcision og forretningsforståelse.
Du får med andre ord en studenterstilling, hvor dit dataarbejde har en tydelig rolle i den fortsatte udvikling af den juridiske rådgivning.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Senior Legal Tech Operations Manager Jonas William Abbotts på telefon 25 26 35 95.
Ansøgningsfristen er den 19. oktober 2026.